Hvem grundlagde Tivoli? Manden, myterne og magien bag Danmarks berømte forlystelsespark

Kan en enkelt mands drøm forandre en hel nations fritidsliv? Forestil dig at stå foran Tivolis ikoniske port en lun sommeraften: Du hører Lumbyes livlige toner smelte sammen med latter fra rutsjebanen, duftene af candyfloss og nyristede mandler svæver i luften, og tusindvis af farvede pærer kaster glitrende mønstre på søens blanke overflade. Lige dér – midt i Københavns pulserende hjerte – gemmer sig historien om én visionær officer, hvis idé voksede til en af verdens ældste og mest elskede forlystelsesparker.

I denne artikel zoomer vi ind på manden, myterne og ikke mindst den vedvarende magiske atmosfære, som siden 1843 har lokket generationer ind i Tivolis eventyrlige univers. Hvem var Georg Carstensen egentlig? Hvorfor fik han kongens velsignelse til at tryllebinde befolkningen med lys, musik og romantiske haver? Og hvordan blev hans dengang dristige projekt til en kulturel supernova, der inspirerede alt fra Pjerrots pantomimer til Walt Disneys verdens­succeser?

Spænd løbeskoene – eller nyd lænestolens ro – og tag med, når vi på Løb Nu fører dig gennem Tivolis fødselsscene, ikoniske bygninger, dramatiske brud og levende kulturarv. Ét klik, og du er inde i haven. Klar til turen?

Hvem grundlagde Tivoli? Den korte version

Tivoli er historien om én mands vision for folkelig fornøjelse midt i hovedstaden. Den 15. august 1843 slog haven portene op, og bag initiativet stod Johan Bernhard Georg Carstensen (1812-1857) – dansk officer, kosmopolit og entreprenør. Allerede året forinden havde Carstensen overbevist kong Christian VIII om projektets værdi og modtaget en kongelig bevilling til at anlægge et “permanent sommer-Tivoli” på det nyligt frilagte fæstningsterræn uden for Vesterport.

Haven blev fra første dag udformet som en romantisk lysthave med slyngede stier, små søer, udsigtshøje og lette pavilloner. Om aftenen glimtede tusindvis af kulørte lamper i trækronerne, mens fyrværkeri og H. C. Lumbyes orkester satte lyd og lys til det nye Københavns­mirakel. Kombinationen af natur, musik og magisk illumination var dengang en nyskabelse – og er fortsat Tivolis signatur 180 år senere.

• Grundlagt: 1843 af Georg Carstensen
• Placering: Det tidligere fæstningsareal lige uden for Vesterport (i dag midt i København)
• Formål: Et folkeligt forlystelsesetablissement inspireret af Europas såkaldte “pleasure gardens”
• Særpræg i dag: Verdens næstældste stadig eksisterende forlystelsespark, kendt for sin historiske atmosfære og bynære beliggenhed

I dag er Tivoli Danmarks mest besøgte seværdighed med over fire millioner gæster årligt. Internationalt vækker haven respekt som et sjældent levende eksempel på 1800-tallets forlystelseshaver, bevaret midt i en moderne storby og stadig tro mod Carstensens grundidé: at samle mennesker om musik, lys og umiddelbar glæde – nu som dengang.

Portræt af manden bag: Georg Carstensen – iværksætter med sans for folkelige fornøjelser

Johan Bernhard Georg Carstensen (1812 – 1857) var alt andet end en typisk københavner. Han blev født i Algier som søn af en dansk diplomat, voksede op i en kosmopolitisk familie og talte flere sprog, før han som 17-årig kom hjem til Danmark og blev uddannet officer i Hæren. Det militære titelkatalog skulle dog snart få selskab af et langt mere flamboyant: forlystelsesiværksætter.

Carstensen nåede i sit korte liv at sætte sig afgørende spor tre steder i hovedstadens forlystelseshistorie:

• Tivoli – åbnet 15. august 1843.
• Casino – folkeligt teater- og dansested i Amaliegade, etableret 1847.
• Alhambra – det storslåede men kortlivede koncert- og forlystelsesetablissement i Frederiksberg, projekteret 1855 og indviet 1857.

Han var desuden storebror til guvernør Edward James Arnold Carstensen og søofficer William August Carstensen – endnu et vidnesbyrd om familiens udadvendte, globale orientering.

Inspireret af europas metropoler

Siden slutningen af 1700-tallet var de store kontinentale byer fyldt med pleasure gardens – Vauxhall i London, Jardin de Tivoli i Paris, Tivoli Vauxhall i Wien. Carstensen oplevede dem på egne udenlandsrejser og så i dem en model for et folkeligt mødested, hvor musik, teater, udsmykket havekunst og veltilrettelagte festligheder smeltede sammen til én samlet oplevelse.

Men han tilsatte opskriften noget udpræget dansk:

• Romantiske landskabshaver med slyngede stier og udsigt over Københavns volde.
• Et fast orkester – kapelmester H. C. Lumbye – der leverede hjemmegjort pendant til Strauss’ wienerklingende valser.
• Pantomimer med Pjerrot og Harlekin, en teatertradition danskerne allerede elskede fra gadegøglerne på Dyrehavsbakken.

Carstensen var med andre ord både international udsynsmand og skarp kurator af hjemlige kulturstrenge – et greb, der gjorde Tivoli til noget nyt, men alligevel fortroligt.

Netværksbyggeren

En af hans største talenter lå i at samle de rigtige mennesker om et projekt, længe før ordet ”startup” fandtes:

• Arkitekten H. C. Stilling fik fri hånd til at udforme pavillonerne i lette konstruktioner, som kunne demonteres efter sæsonen – et afgørende plus, da haven lå på det militære fæstningsterræn.
• Kapelmester H. C. Lumbye skrev og dirigerede ny musik på daglig basis og blev hurtigt brand-ambassadør for Tivolis lydunivers.
• Pierrot-skuespilleren Niels Henrik Volkersen hev folket til pantomimeteatret, som blev fyldt aften efter aften.

Resultatet? Over 170.000 gæster allerede den første halvanden måneds åbningssæson i 1843 – et svimlende tal dengang, hvor hele Københavns indbyggertal blot var godt 120.000.

Strategen – Og stridsmanden

Carstensens dristige idéer var ikke kun guld værd; de var også dyre. Han rejste kapital ved at danne aktieselskabet A/S Kjøbenhavns Sommer-Tivoli, men røg hurtigt i konflikt med den øvrige bestyrelse om alt fra økonomi til visioner. Allerede i 1848 forlod grundlæggeren egen forlystelseshave – et brud, der vidner om, at hans entreprenante temperament næppe lod sig tøjle af regneark alene.

Udadtil cirkulerede en spidsfindig sætning, som ofte tilskrives ham: ”Når folket morer sig, glemmer det politik.” Ordene passer til Carstensens kølige overtalelsesevner, men er ikke dokumenteret i de skriftlige kilder og hører derfor til mytestoffet snarere end kold fakticitet.

Arven efter carstensen

Georg Carstensen døde kun 45 år gammel, men efterlod sig en mental opskrift på forlystelse, som stadig præger Tivoli – og i forlængelse heraf den moderne oplevelsesøkonomi:

Giv publikum en tryg, smuk ramme; fyld den med musik, lys og overraskelser; og vær aldrig bange for at blande kulturformer.

Tivoli blev hans største succes, Casino hans hurtige svar på et manglende helårssted, og Alhambra hans sidste store drøm. Samlet tegner projekterne et portræt af en visionær brobygger mellem soldatens disciplin og kunstnerens fantasi – manden, der gjorde ”forlystelse” til et seriøst erhverv i Danmark.

Fødselsscenen 1843: Den romantiske lysthave, Lumbyes musik og Pjerrots pantomimer

Sommeraftenen den 15. august 1843 slog Tivoli for første gang portene op. Besøgende trådte ind i en romantisk lysthave, hvis blanding af natur, arkitektur og underholdning var uden fortilfælde i København. Haven lå lige uden for den nedrevne Vesterport og blev derved et grønt åndehul mellem voldterræn og byrum – et sted, hvor borgere på tværs af stande kunne ånde frit, høre musik og lade sig fortrylle af lys og farver.

Arkitekturen: H. C. Stillings lette pavilloner
Den blot 29-årige arkitekt H. C. Stilling tegnede en labyrint af træpavilloner, slyngede stier og udsigtspunkter, som satte fantasien i spil. Konstruktionerne var bevidst midlertidige og lette – inspireret af datidens havekunsts idé om den “maleriske” park, hvor overraskelser ventede bag hvert hjørne. Om aftenen blev de svævende silhuetter oplyst af tusindfarvede lamper, og fyrværkeri kastede glimt over sø og blomsterbede.

Lyden: H. C. Lumbyes festmusik
Ingen Tivoli-oplevelse uden lydsporet fra H. C. Lumbyes orkester. Allerede åbningssæsonen leverede “den danske Strauss” daglige koncerter på den åbne musiktribune; polkaer, cancan og galopper fik gæsterne til at danse på grusgangene. Lumbye skrev endda flere værker specifikt til haven, og hans sprudlende toner blev synonymt med Tivolis puls.

Sceneriet: Pjerrot og pantomimerne
Når solen gik ned, rykkede publikum mod den lille træscene, hvor Pjerrot – spillet af Niels Henrik Volkersen – agerede den hvide klovnefigur fra commedia dell’arte. Uden et ord, men med overdreven gestik og slapstick-humor, tryllebandt han både børn og voksne i lysløftige pantomimer, mens kulørte lanterner gyngede i trætoppene. Pantomimen blev hurtigt en kær tradition og er siden blevet Tivolis ældste, sammenhængende scenekunstform.

Signaturgrebet: Have + Musik + Teater
Det gennembrud, Georg Carstensen drømte om, opstod netop i mødet mellem tre elementer:

1. Et åbent landskabeligt rum, der indbød til promenader.
2. Live-musik som forenede fest og dannelse.
3. Teatralske indslag, der skabte fælles oplevelser på tværs af sociale skel.

Sammensmeltningen gjorde haven til mere end et fornøjelsesanlæg; den blev et kulturlaboratorium, hvor nye idéer om det offentlige rum kunne afprøves.

Tivoli som national samlingsplads
Allerede i 1840’erne lagde Tivoli scene til kongresser, velgørenhedsballer og de første grundlovsfester. Når diplomater og kongelige gæstede København, var aftentur i haven fast programpunkt. Sådan fik stedet hurtigt status af institution i danskernes selvforståelse: Her kan folket mødes under lampernes skær og glemme dagsstridighederne, som en samtidig avis skrev.

Med andre ord: Fra første billetrivning var magien et færdigt mix af romantiske omgivelser, klangfuld musik og ordløs komik – en opskrift, som fortsat danner rygrad for Tivolis dragende atmosfære næsten to århundreder senere.

Magien der blev ved: Ikoniske bygninger, den historiske rutsjebane og Tivolis særpræg

Når du træder ind gennem de bronzefarvede porte til Tivoli, er det sjældent de enkelte forlystelser, der først fanger sanserne – det er stemningen. Duftene af kandiserede mandler og tjærede træbaner, den dæmpede musik fra orkestergraven og et finmasket tæppe af kulørte lamper sender både krop og hukommelse i tivolik-mode. Siden 1840’erne har lys, lyd og arkitektur arbejdet sammen som én samlet scenografi, og netop det helhedsindtryk er ifølge nyere publikumsundersøgelser havens allerstørste attraktion.

Verdens ældste kørende rutsjebane

Midt i blomsterbede og pagoder buldrer et stykke levende ingeniørhistorie: den 720 meter lange trærutsjebane fra 1914. Med sin bremsemand stående på midtervognen – en praksis, der er bevaret af hensyn til både tradition og teknik – er banen officielt verdens ældste af sin slags, som stadig er i daglig drift. Hvert år går mere end en million gæster om bord, og lyden af hjul mod træ hører til Tivolis mest genkendelige lydtapet. Banen er fredet som teknisk kulturarv, men lever altså videre på fuld fart og fuld drøn.

Ikoniske bygninger, der sætter scenen

• Pantomimeteatret (Vilhelm Dahlerup, 1874) – kinesisk pagodetag, klaprende påfuglehale som fortæppe og faste forestillinger med Pjerrot, Harlekin og Columbine.
• Hovedindgangen (Richard Bergmann & Emil Blichfeldt, 1890) – den klassiske port, hvor Tivoli-logoet og de fire små tårne tegner havens ansigt ud mod Vesterbrogade.
• Det Japanske Tårn (Knud Arne Petersen, 1900) – inspiration fra datidens verdensudstillinger, spejlet i Tivolisøens blanke vandoverflade.
• Nimb (Knud Arne Petersen, 1900 & 1909) – maurisk eventyrpalads, i dag hotelfløj og gourmetrestaurant med hvide kupler og marmorindfattede buer.
• Glassalen (Poul Henningsen, 1946) – genopført efter sabotagen i 1944; en scenekasse med PH’s karakteristiske lyssætning.
• Smøgen (Simon Henningsen, 1952) – en farverig arkade, der leger med lysrefleksioner i emalje og metal.
• Koncertsalen (Hans Hansen & Frits Schlegel, 1956) – modernistisk varetegn og ramme om alt fra klassisk symfoni til pop-opsætninger.

Lyset som hovedperson

Georg Carstensen fik allerede i 1840’erne idéen om at “sætte København i lys”, og de kulørte lamper blev et signaturgreb. I dag tænder Tivoli mere end 120.000 LED-pærer hver aften i sommersæsonen, og fyrværkeriet fredag og lørdag binder ugen sammen præcis som i 19. århundrede. Den poetiske illumination er ikke blot dekoration; den fungerer som et uforanderligt soundtrack i lys, der skaber rum for både børneforundring og voksen-nostalgi.

En oase midt i metropolen

Hvor mange andre historiske forlystelsesparker er rykket ud i forstæderne, ligger Tivoli stadig som et lommeformatet eventyr lige over for Hovedbanegården. Den bynære placering giver haven en rytme, som skifter med byens puls – fra travle after work-besøg til sene sommerkoncerter og vintertidens julelys. Netop kombinationen af høj alder, unik atmosfære og central beliggenhed gør Tivoli til en særpræget international attraktion, der har inspireret alt fra Walt Disneys Disneyland til nutidens temaparker, men som i sin kerne forbliver helt sin egen.

Bruddet med grundlæggeren og havens lange liv: 1848 til i dag

Allerede fem år efter åbningssuccesen gik Georg Carstensen på porten. En strid om økonomi og styring fik bestyrelsen til at afslutte samarbejdet, og den karismatiske officer forlod forlystelseshaven, han selv havde skabt. I stedet for at kollapse blomstrede Tivoli videre – et tidligt tegn på, at magien rakte længere end manden bag.

Fæstningen falder, søen rejser sig – 1880’erne

Da Københavns volde blev sløjfet i 1880’erne, rykkede byen helt tæt på haven. Jorden fra nedlagte bastioner blev genbrugt til bakkedrag og den nye Tivolisø, og i 1888 fik parken international opmærksomhed som del af Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling. Byens rekreative åndehul var nu permanent forankret i hovedstadens byrum.

Elektrisk glans og amerikanske nyheder – ca. 1900-1916

• 1900: Elektriciteten gør kulørt illumination til hverdagsmagien.
• 1902: Første store Koncertsal åbner; symfonisk musik møder populærkultur.
• 1914: Bjergrutsjebanen (720 m træ, manuel bremsemand) skaber køer af begejstring.
• 1916: Sæsonbesøg runder 1 million for første gang.

Krigens skygger og genopbygning – 1940’erne-50’erne

Mens Europa stod i brand, fejrede Tivoli 100-års jubilæum i 1943 under mottoet lyset trodser mørket. Året efter ramte en tyskledet sabotageaktion: Koncertsalen og flere pavilloner brændte, men klaveret tav kun kort. Allerede i 1956 indviede man den nye modernistiske Koncertsal, og haven vendte stærkere tilbage.

Rekorder og krisetegn – 1970’erne-80’erne

1971-72: Besøgstallet topper med over 5 millioner gæster årligt – på dette tidspunkt Europas mest besøgte forlystelsespark pr. indbygger.
1980’erne: Konkurrence fra charterrejser og hjemmets elektronik giver dyk i besøg, og flere forlystelser står til modenheds-eftersyn.

Strategisk fornyelse – 1990’erne til i dag

Ejerskab og styring

Tivoli har siden 1843 været drevet som A/S Kjøbenhavns Sommer-Tivoli. Kommunen har via lejekontrakter og lokalplaner presset på for at bevare den historiske stemning, mens aktionærer har efterspurgt kommerciel vækst. Balancen mellem tradition og fornyelse er blevet Tivolis vigtigste disciplin.

Tivoli 2024: Stadig danmarks nummer ét

Med 4,25 millioner gæster og en omsætning på 1,32 mia. kr. i 2024 fastholder Tivoli status som landets mest besøgte seværdighed. Fra Carstensens farverige drøm til moderne kultur- og underholdningshus har parken bevist, at den kan opfinde sig selv på ny uden at miste sin sjæl.

Myter og ringvirkninger: Den politiske anekdote og Walt Disneys Tivoli-inspiration

I Tivolis lange levetid har to fortællinger især bidt sig fast i den kollektive hukommelse – den ene er romantisk, den anden eventyrlig. Men hvor den ene kan henføres til mytens tåger, er den anden veldokumenteret og har sat aftryk på hele verdens forlystelseskultur.

Carstensens berømte bemærkning – Myten om politik og forlystelser

Ifølge den hyppigt genfortalte anekdote skulle Georg Carstensen have tiltusket sig kong Christian VIII’s tilladelse til Tivoli med ordene:

“Når folket morer sig, tænker det ikke på politik.”

Det lyder raffineret, men kilden mangler. Hverken de kongelige bevillingspapirer, Carstensens egne skrifter eller samtidige aviser gengiver ordlyden. Anekdoten dukkede først op i trykt form flere årtier senere og er gentaget så ofte, at den i dag fremstår som fakta. Indtil et primært kildeskrift dokumenterer citatet, må det rubriceres som en god historie snarere end historisk sandhed.

Der er dog ingen tvivl om, at Tivoli allerede fra 1840’erne fungerede som et folkeligt fristed i en politisk brydningstid. At forlystelse og fællesskab kunne skabe ro om kongemagten, var næppe Carstensens ene motiv – men tankegangen er tidstypisk og kan forklare mytens sejlivede popularitet.

Fra københavn til californien – Walt disneys kærlighed til tivoli

Hvor Carstensencitatet mangler belæg, er forbindelsen mellem Tivoli og Walt Disney veldokumenteret:

1. 1951: Disney besøger Europa for at søge inspiration til sin kommende forlystelsespark. Han tilbringer flere aftener i Tivoli og bemærker den rene, velordnede og familievenlige atmosfære.
2. 1955: Disneyland åbner i Anaheim, Californien. Disney hævdede selv, at han ønskede den samme stemning af “hygge, tryghed og konstant opdagelse”, som han fandt i København.
3. 1961: Disney vender tilbage til Danmark som international superstjerne. Han besøger atter Tivoli og hyldes af presse og fans.

Ifølge DR’s portræt samt Danmarks Nationalleksikon lod Disney sig især inspirere af:

Tivoli blev dog ikke blot en blåtryksskabelon. Disneyland skalerede idéerne op, tilsatte tegnefilmsfigurer og udnyttede Hollywoods fortællekraft. Men Disney pegede gentagne gange på den danske have som et hovedforbillede – et faktum, der i dag figurerer i både Tivolis internationale markedsføring og i Disneys egen virksomhedshistorie.

Essensen: Carstensen-citatet er nok mere pixie dust end kold kilde, men Tivolis ringvirkninger er håndgribelige: Haven gav verden et blueprint for den moderne temapark – fra København til Californien og videre ud i alle hjørner af globen.

Levende kulturarv: Fra Pantomimeteatret til ballet, H. C. Andersen og Dronningens scenografier

Tivoli er ikke blot et historisk monument; haven er en levende organisme, hvor gamle traditioner hele tiden får nyt liv. Ingen steder mærker man det bedre end i samsplillet mellem den 149-årige Pantomimeteater-bygning og de nyeste, farvemættede LED-kulisser til Dronning Margrethes Snedronningen.

Pantomimeteatret – Kulørt commedia dell’arte siden 1874

• Tivolis ældste bygning: Det kinesisk-inspirerede Pantomimeteater fra 1874 er stadig hjertet i haven. Den ikoniske bambusforhængsfront glider til side som en vifte, når forestillingen går i gang.
• Pjerrot & Co.: Siden de allerførste sæsoner har den hvide klovn Pjerrot – i dag tolket af skuespilleren Niels Henrik Volkersen – mødt publikum her sammen med Harlekin og Columbine. Der spilles stadig commedia dell’arte næsten dagligt i sommersæsonen.
• Musikken som puls: Det lille husorkester leverer live-akkompagnement, præcis som i 1840’erne, og skaber en næsten tidløs stemning mellem duften af popcorn og lyden af rullende rutsjebanevogne.

Ballettens nyere blomstring

I 2006 blev den tidligere kongelige solodanser Peter Bo Bendixen hentet ind som balletchef. Hans mission har været klar: at løfte dansen fra hyggelig kuriositet til kunstnerisk kraftcenter.

1. Internationalt udsyn: Bendixen har åbnet Koncertsalens scene for alt fra Moskvas Bolsjoj-koryfæer til moderne, nordiske dansekompagnier.
2. Tivoli Balletskole (2012): Med omkring 1.000 elever er skolen blevet en rekrutteringsbase både til Pantomimeteatret og til turnerende opsætninger.
3. Tværkunstneriske projekter: Nye balletter lader ofte Tivolis egne lysdesignere, musikere og event-teams arbejde side om side, så dans smelter sammen med havens karakteristiske illumination.

Snedronningen 2021 – Når eventyret møder led-teknologi

I juletiden 2021 kom en af Tivolis mest ambitiøse satsninger nogensinde:

• H. C. Andersens fortælling blev fortolket som fuld aftenballet, hvis dramatiske rejse fra København til Lapland spejlede sig i haven udenfor – sneklædte alper i Mini-Tivoli og isskulpturer i Tivolisøen.
• Dronning Margrethe II som scenograf: Majestæten malede selv akvarelskitser, udvalgte stofprøver og arbejdede tæt sammen med lysdesigner Mik Johansson for at integrere 12 meter høje LED-vægge. Resultatet var et kalejdoskop af digitale iskrystaller, der kunne skifte fra blå frost til varm sommereng på få sekunder.
• Familiesamling på tværs af generationer: Under coronanedlukningerne blev prøver streamet til balletskolens elever, så 8-årige aspiranter og 80-årige abonnenthavere fulgte processen sammen – et sjældent indblik i kulissen.
• Fortolkningslagene: Bendixen beskriver forestillingen som “en bevægelse mod medmennesket” (Kristeligt Dagblad, 2021). Hvor Andersens originale eventyr handler om kulde i hjertet, søgte opsætningen at vise håb: hver gang sneen dalede på scenen, blev der lagt ét ekstra lyskorn i publikums udstrakte hænder.

Hvorfor betyder det noget?

Samspillet mellem Pantomimeteatrets håndmalede kulisser fra 1800-tallet og Snedronningens højopløste LED-kunst viser, hvordan Tivoli hele tiden genopfinder sig selv uden at tabe rødderne:

• Den daglige Pjerrot-pantomime giver turisterne et historisk anker.
• Balletskolen og internationale gæstespil sikrer kunstnerisk fornyelse.
• Storsatsninger som Snedronningen beviser, at Tivoli kan konkurrere med de største kulturhuse – og samtidig holde fast i den legende, folkelige tone, Georg Carstensen lagde for dagen i 1843.

Dermed lever Tivolis kulturarv ikke bag glasmontrer, men på scenen – fra Pjerrots mimiske skuldertræk til Dronningens dansende iskrystaller.