Medvirkende i Zappa

Forestil dig lyden af et løbeskridt, der rammer asfalten i takt med en skæv guitarfigur fra Frank Zappa. Rytmen er uforudsigelig, tempoet skifter uden varsel – men energien driver dig fremad, præcis som når du presser dig selv på de sidste meter af et tempopas. Sådan føles det at træde ind i Alex Winters kalejdoskopiske dokumentar Zappa (2020), et 129 minutter langt sprint gennem et af rockhistoriens mest originale sind.

Filmen er lavet af den samme Alex Winter, du måske husker fra Bill & Ted-filmene, men her springer han ud som filminstruktør og graver dybt i over hundereder af timer med hidtil uset arkivmateriale. Resultatet? Et pulserende portræt, hvor Zappas familie, musikalske legekammerater og kulturelle sværvægtere som Jimi Hendrix, John Lennon & Yoko Ono, David Bowie og selv Ronald & Nancy Reagan dukker op i ét langt historisk ultraløb.

I denne artikel zoomer vi ind på alle dem, der bærer stafetten i filmen: fra Gail, Dweezil og Moon Unit til guitarvirtuoser som Steve Vai og Mike Keneally, og videre til koryfæer som Captain Beefheart, George Duke og The Mothers of Invention. Vi tager dig også med bag kulisserne til produktionen hos Trouper Productions, Zipper Bros Films og BFI, før vi nørder igennem med Varesés modernistiske fodspor, Bruce Bickfords psykedeliske animationer og Zappas møder med samtidens pop-ikoners version af en spurt mod evigheden.

Spænd skoene, stræk ørerne og gør dig klar til et kapløb gennem musikhistorien. Klik videre – tempoet er sat, og Løb Nu tager første skridt ind i Zappas vilde univers.

Zappa: Medvirkende, musikere og koryfæer

Dokumentaren placerer Frank Zappa selv i centrum – ikke gennem nye interviews, men via et bjerg af restaurerede arkiv­optagelser, der spænder fra teenage-årene i Lancaster til de sidste indspilnings­sessioner i hjemmestudiet på Woodrow Wilson Drive. Hans tilstede­værelse fornemmes hele tiden, mens de øvrige medvirkende folder historien ud omkring ham.

Familien sætter en personlig ramme om fortællingen. Gail Zappa dukker op som både livsledsager og hård forretnings­kvinde, mens børnene Dweezil og Moon Unit reflekterer over barndommen i et hus, hvor 11/8-takter og skøre lyd­eksperimenter var hverdag. Zappas søskende – Patrice, Carlo – samt forældrene Rose og Francis giver et sjældent blik ind i familien Zappavigna før berømmelsen ramte.

Blandt de tidlige Mothers of Invention får vi friske erindringer fra saxofonist Bunk Gardner, trommeslager Jimmy Carl Black (“the Indian of the group”), bassist Roy Estrada, sanger Ray Collins og keyboardtroldmanden Don Preston. De beskriver den kreative eksplosion på Sunset Strip i 1960’erne, hvor udsyrede doo-wop-harmonier mødte moderne avantgarde.

Dokumentaren springer herefter til de teknisk krævende 1970’ere, hvor multi-instrumentalisterne Ian og Ruth Underwood løfter musikken op på kammer­musikalsk niveau, mens trommeslager Aynsley Dunbar og percussionist Art Tripp holder groove og komplekse taktarter i skak. Jazz­legenden George Duke og violinvirtuosen Jean-Luc Ponty fortæller om at blive kastet ud i Zappas noder uden ret mange gentagelser – “hans øvelokale var scenen”, som Duke tørt konstaterer.

80’ernes band­maskine introducerede en ny generation af strenge­nørder. Steve Vai – ansat som “stunt-guitarist” – demonstrerer, hvordan Zappa omsatte partitur­præcision til rockshow. Senere efterfølger Mike Keneally uddyber, hvordan rollen som keyboard-guitar-sanger krævede at man lærte 400 sange udenad. Vokalist og historiefortæller Ike Willis binder perioderne sammen med anekdoter om albumklassikere som Joe’s Garage.

Blandt de nære samarbejdspartnere stjæler Don Van Vliet – bedre kendt som Captain Beefheart – sceneriet med sine kryptiske digte og sit kærlige skænderi med barndomsvennen Frank. Også groupie-kollektivet The GTOs introduceres, anført af forfatter Pamela Des Barres, mens Pamela Zarubica (”Suzy Creamcheese”) husker tiden som Zappas roommate, der endte med at blive en fiktiv stemme på adskillige plader.

Instruktør Alex Winter krydrer portrættet med stærke arkivklip af samtidens giganter: Jimi Hendrix hjælper med at trække kabler backstage, John Lennon & Yoko Ono jammer i Fillmore East, mens David Bowie, Mick Jagger, Joni Mitchell og Ringo Starr dukker op som nysgerrige kolleger på sidelinjen. Selv uden for musikscenen mærker man tidens storme: et sylespidst klip sætter Zappas anti-censur-taler op mod Ronald & Nancy Reagans moralske kampagner.

Kombinationen af disse mange stemmer – fra familie og bandkammerater til politiske modpoler – giver dokumentaren et kolossalt panorama over både manden og myten. Resultatet er et kollektivt kor, hvor hver enkelt deltager tilføjer sit eget rytmiske lag til den komplekse komposition, der hedder Frank Zappa.

Bag kulisserne på dokumentaren

Instruktøren Alex Winter – ja, “Bill” fra kultklassikeren Bill & Ted – har sammen med Frank Zappas yngste søn, Ahmet Zappa, sat sig for at åbne familiefamiliens enorme arkiv og skillelagte båndkasser. Resultatet er en 129 minutter lang musik­dokumentar, der fik premiere 27. november 2020 i både USA og Storbritannien.

Produktionen er løftet i flok af flere selskaber: Trouper Productions, Zipper Bros Films, Altitude Film Entertainment, BFI og Magnolia Pictures. På producerlisten finder vi – ud over Winter og Ahmet Zappa – navnene Glen Zipper, Jade Allen, Devorah DeVries og komponisten John Frizzell, der også har bidraget med original underlægningsmusik.

Zappa er 100 % arkivbåret. Winter fik eksklusiv adgang til:

• over 1.000 timer hidtil usete 16 mm-filmruller, Super-8 og videobånd fra Zappas privatsamling,
• hundredvis af sjældne lydoptagelser fra øvelokaler, backstage-områder og studier,
• personlige breve, nodepapir og collager, som hidtil kun familien har bladret i.

Dette materiale flettes sammen med nye, neddæmpede interviews med nøgleskikkelser som Steve Vai, Ruth Underwood, Ian Underwood og Mike Keneally, såvel som Gail, Moon Unit og Dweezil Zappa. Klippene veksler organisk mellem sort-hvid 60’er-film, farvemættede 70’er-koncertoptagelser og 80’er-tv-fremtrædener, eksempelvis:

• Action News-indslag med nyhedsværten Lonnie Lardner,
• brølende scenestykker fra The Mothers of Invention på Fillmore East,
• studieglimt fra Joe’s Garage-indspilningerne,
• og MTV-tidens satiriske interviews, hvor Reagan-æraens moralpanik får en tur gennem Zappas blender.

Ved at lade Frank Zappa selv være fortællestemmen – sammensat af gamle radio- og tv-optagelser – undgår filmen den konventionelle “talende-hoved”-formel. I stedet oplever vi episoderne, som om kunstneren stadig bladrer i sin egen scrapbog: fra de første avantgardeeksperimenter inspireret af Edgard Varèse til de politiske slagsmål i 80’erne, hvor Zappa optræder i nyheds­klip fra kongreshøringer om musikcensur.

Det engelsksprogede værk holder sig stramt til musik- og dokumentargenrens bedste dyder: autentiske kilder i front og en rytmisk, næsten synkoperet klipning, der mimer Zappas egen kollageæstetik. For både hardcore-fans og nysgerrige nytilkomne leverer Zappa en bagkatalog af billeder og lyde, som giver nye toner til manden, der ifølge myten aldrig lavede den samme koncert to gange.

Højdepunkter og nørdefakta fra Zappa

Dokumentaren dykker lige ned i de momenter, der får enhver Zappa-nørd til at gnide sig i hænderne. Allerførst sættes scenen med den avantgardistiske komponist Edgard Varèse, hvis radikale lydkollager åbnede Franks ører som teenager og blev den røde tråd gennem hele karrieren. Vi hører kassetteoptagelser af en purung Zappa, der beskriver sin drøm om at spille Varèses “Déserts” fra scenen i en amerikansk forstads-sportshal – et tidligt bevis på hans ukuelige tro på, at weirdo-musik og popkultur kunne sameksistere.

Filmen er derefter struktureret som en musikalsk rejse gennem tre afgørende epoker:

1. The Mothers of Invention (1964-1969)
   Arkivklippene fra “Freak Out!”-tiden er spækket med musique concrète, satire og de første tv-optrædener. Bunk Gardner fløjter om kap med Ray Collins’ vokaler, mens Don Preston tordner på sin Minimoog. Det er her Zappa etablerer sin signatur: virtuost spil serveret med stand-up-lignende skarphed.
2. Orkestrale & jazz-fusion år (1970-1976)
   Vi ser Zappa stikke hovedet frem af kaosset under optagelserne til 200 Motels (kommenteret af produceren Jerry D. Good) og bruge Beatles-lignende storyboard-teknikker til at få styr på det hele. Jazz-mesteren George Duke og violinvirtuosen Jean-Luc Ponty forfiner Zappas kompositioner, mens stop-motion-troldmanden Bruce Bickford forvandler riffs til surrealistiske lerfigurer.
3. Guitarheltenes æra (1977-1988)
   Ind kommer Steve Vai – på det tidspunkt kun 20 år – som “stuntguitarist”, og mod slutningen af årtiet overtager Mike Keneally keyboard- og guitaropgaver. Dokumentaren forklarer minutiøst, hvordan Vai fik transskriberet hver eneste mikro-bøjning i Zappas solos, og vi får rå koncertlyd fra 1982-turnéen mixet i 5.1 til filmen.

Samarbejdet med barndomsvennen Don Van Vliet/Captain Beefheart får også taletid. Winter vælger et knitrende bootleg-klip, hvor Beefhearts hvinende vokal svæver hen over Zappas elastiske bluesguitar, mens de to griner i studiet – et øjeblik fans kun har hørt rygter om.

Et af filmens mest magiske øjeblikke er et hidtil uset klip fra Bickfords kælder i Seattle, hvor han forsigtigt støver sine gamle modeller af “Baby Snakes” af, mens Zappas synclavier-spor buldrer i baggrunden. Man får både gåsehud og ler under neglene.

Alex Winter drysser løbende stjernestøv fra samtiden ind: vi ser Jimi Hendrix backstage på Monterey Pop, David Bowie der høfligt spørger til Zappas selvbyggede forstærker, og et legendarisk Fillmore East-klip hvor John Lennon & Yoko Ono jam’er på “King Kong” – komplet med Lennon i lyserød spandex og Ono i hylende vokal-mode. Små glimt af Mick Jagger, Ringo Starr og Joni Mitchell cementerer, at Zappa var omdrejningspunkt i en kosmisk rock-samtaleklub.

Familien giver den menneskelige vinkel. Gail åbner båndarkivet og mindes Franks 16-timers arbejdsdage, mens Moon Unit kærligt genfortæller, hvordan “Valley Girl” startede som far-datter-intern joke. Dweezil dissekerer faderens guitartone, og selv søsteren Patrice forklarer, hvorfor knirkende dørhængsler nogle gange endte som percussion.

Konteksten afsluttes i 80’erne med Reagan-tidsåndens kulturkrig. Vi ser klip af Ronald og Nancy Reagan til tonerne af “We’re Turning Again”, mens Zappa vidner i senatet mod PMRC’s ønskede “skrækmærkater” på albumcovers. Et iskoldt nærbillede af Franks askebæger fyldt med filterløse Winstons understreger alvoren: for ham var fri kunst ikke til forhandling.

Resultatet er en film, der ikke blot fejrer de indlysende hits, men også nørder alle de ujævne sidespor, der gjorde Zappa til Zappa – fra Varèses kakofoni til synclavier-mad-science, fra Beefhearts dada-poesi til Bickfords plasticine-surrealisme. Kort sagt: en tour de force gennem eksperimentets historie, hvor hvert båndklip, hver blyantstreg og hver guitarbend får lov at glimre.